ER DIN RADIATOR INDSTILLET KORREKT?

Et behageligt indeklima og en stabil rumtemperatur opnås når din radiator er indstillet korrekt. Når termostat og radiatoren er indstillet rigtigt, vil du ofte også opnå en besparelse på varmeregningen. Det skal nævnes, at når du hæver temperaturen med blot én grad, vil dit varmeforbrug stige med ca. fem procent. Brug derfor gerne lidt tid på at få indstillet dine radiatorer korrekt. Hold øje med rumtemperaturen – det betaler sig i sidste ende.

KONTROLLÉR DIN RADIATOR VENTIL

Når en radiator har været lukket, f.eks. om sommeren, kan ventilnålen efterfølgende sætte sig fast, når der igen åbnes for varmen om efteråret. Det bevirker, at radiatoren ikke bliver ordentlig varm, når du forsøger at ramme en korrekt indstilling på termostaterne.

Du tjekker, om radiatorventilerne virker ved at skrue helt op for varmen, og mærke efter om radiatorerne bliver varme over det hele.  Gør de dét, skruer du helt ned igen. Efter et par timer mærker du igen på radiatorerne. Her skal de igen være blevet kolde. Er det ikke tilfældet, kan det skyldes en defekt radiatorventil, eller at ventilnålen har sat sig fast. Din VVS’er kan hjælpe dig med at få det bragt i orden.

KORREKT INDSTILLING AF RADIATOR

Den ideelle rumtemperatur er 21 grader. Det er forskelligt fra bolig til bolig, hvor meget en radiator skal stå på, for at opnå denne temperatur, du er derfor nødt til at prøve dig lidt frem. Det er vigtigt, at der ikke stilles eller hænges ting (f.eks. møbler eller gardiner) foran radiatoren, da disse vil forhindre varmen i at brede sig. Skal din radiator skrues længere op end 3 ½ for at få en stabil rumtemperatur, kan det være tegn på, at fremløbstemperaturen på dit varmeanlæg er for lav. Er du i tvivl, kontakt da altid en fagmand, i dette tilfælde en VVS’er.

TÆND ALLE RADIATORER

Nogle har den opfattelse, at jo færre radiatorer der er tændt, jo mindre varme bruges der. Det er dog ikke tilfældet. Faktisk bliver det ofte en dyrere løsning, hvis man kun tænder én radiator, i stedet for tre, i det samme rum. Årsagen er, at denne ene radiator skal arbejde meget hårdere for at varme rummet op, end hvis alle tre radiatorer var blevet brugt. Det er derfor en god idé at radiatorer i samme rum, er indstillet ens.

SKRU HELT NED VED UDLUFTNING

Alle radiatorer skal skrues helt ned, når du lufter ud. I de kolde måneder anbefales hurtigt (ca. 5 minutter) og kraftigt udluftning, gerne gennemtræk, 1-2 gange dagligt. Det er kun under udluftning, at det anbefales at lukke helt ned for radiatorerne. Den korte kraftige udluftning anbefales, for at temperaturen ikke falder for meget i boligen, hvilket ofte vil ske, hvis f.eks. vinduer står fast på klem. Når temperaturen falder for meget, åbner radiatorerne fuldt op ved opvarmning, og det kan blive en dyr omgang. Er den udendørs temperatur over 17 grader, kan man dog godt lade vinduer stå på klem i løbet af dagen og natten.

SÆNK IKKE TEMPERATUREN MED MERE END 3 GRADER

At sænke temperaturen i dagtimerne, hvor man ikke er hjemme, eller om natten, kan være en god måde at spare penge på varmeregningen. Det er dog vigtigt ikke at skrue for langt ned. Man bør aldrig sænke rumtemperaturen med mere en 3 grader. Sænker man yderligere, vil besparelsen hurtigt forsvinde. Det skyldes at radiatorerne skal arbejde ekstra for igen at opnå den ideelle temperatur. Det vil sige, at dét man har sparet ved at sænke temperaturen, i stedet bliver brugt på at varme ekstra op igen.

ENS TEMPERATUR I ALLE RUM

Sørg altid for at temperaturen er ens i alle rum. Ønskes der lavere temperatur i et rum, er det vigtigt at holde døren konsekvent lukket ind til det rum. Dette for at undgå, at der sker for store udsving. Svingende temperaturer kan både have indflydelse på din varmeregning og på dannelsen af skimmelsvamp.

Har din forening brug for råd og vejledning til vedligeholdelse af jeres ejendom – kontakt os gerne på rendboe.nu

Jeres ejendom – Vores verden

Velkommen til Rendboe ApS

Facebook
LinkedIn