Sådan undgår du dug på dine vinduer

Vindue med dug og kondens på ruden. Udluftning er vigtigt for at undgå dug på vinduer.

Dug på vinduer og kondens på indersiden af vinduerne, er noget mange kender til. Læs her, hvordan dug og kondens opstår, hvilke konsekvenser det kan have for dig og din bolig, samt hvordan du undgår det. Den hyppigste årsag til dug på vinduer og kondens er manglende udluftning.

Hvor kommer fugten fra?

Fugt i boligen kommer primært fra beboernes ånde og sved. Men den kommer også fra planter, dyr, madlavning, når man tager et bad og tørre tøj. Hvis vi ikke kommer af med denne fugt, stiger den relative luftfugtighed i boligen, dette viser sig bl.a. ved, at der dannes dug på indersiden af vores vinduer.

Hvorfor kommer der kondens på vinduerne?

Når der dannes kondens på indersiden af vinduerne, kan det skyldes flere ting. Årsagen kan bl.a. være at dine vinduer er dårligt isoleret, manglende udluftning eller ujævn temperatur i boligen.

Hvis den relative luftfugtighed i boligen bliver for høj, dannes der dug, dette kaldes for dugpunktet. Dugpunktet er den temperatur hvor den relative luftfugtighed når 100 %. Det er ved denne temperatur, at vandindholdet i luften fortættes til vanddråber. Det er disse vanddråber, du ser som kondens på vinduerne

Tegning der viser den relative luftfugtighed i boligen alt efter temperatur og vandindholdet i luften.

Hvorfor er dug og kondens et større problem om vinteren?

Mange oplever at dug på vinduer og kondens er et større problem om vinteren. Det er der en god grund til.

Når temperaturen udenfor falder om efteråret og vinteren, bliver ydervæggene, vinduer, taget mv. også nedkølet. Det betyder, at hvis de forskellige bygningsdele bliver nedkølet tilstrækkeligt, sker det ofte, at de indvendige overflader når under den dugpunktstemperatur, hvor fugten i luften fortættes. Det vil sige, at luften omkring bygningsdelene ikke kan holdes varme nok til at undgå dug og kondens. Populært sagt så er det fordi kulde og varme mødes.

Husk at lufte ud i din bolig 5-10 min – tre gange dagligt

Hvilke konsekvenser er der for dig og din bolig?

Hvis der er dug og kondens i boligen, kan der opstå skimmel. Dette opstår ved at sporene, der ligger i bl.a. støv, vokser i den fugt, der dannes som bl.a. dug og kondens på vinduerne. Skimmel kan påvirke dig ved bl.a. hovedpine, åndedrætsbesvær og nogle former for skimmel kan også påvirke allergikere.

Skema der viser fugt og risiko for skimmel

10 råde til at undgå fugt

 1. Hold boligen tør

Sørg for at holde boligen tør, så kan du i de fleste tilfælde undgå skimmelsvamp.

2. Luft ud

Sørg for at lufte godt ud – lav gennemtræk i boligen 5-10 min flere gange dagligt. 

Du skal være ekstra omhyggelig med udluftning på badeværelset og i køkkenet, når du har været i bad eller lavet mad.

3. Brug emhætte

Sørg altid for at bruge emhætten når du laver mad. Tjek at udsugningen og aftræk virker som det skal.

 Husk at en emhætte med kulfilter ikke fjerner damp, kondens og kun delvist fedt og lugt.

4. Tør dit tøj udenfor

Hæng dit tøj til tørre udenfor eller brug en tørretumbler med kondensvirkning eller aftræk til det fri.

5. Hold en jævn temperatur

Hold den samme temperatur i alle rum i boligen. Temperaturen må ikke være under 18 grader,

 hold den som tommelfingerregel på 21 grader. Det er en god ide at placere en radiator under kolde vinduer.

6. Tjek aftræk og ventiler

Hold friskluftventiler i vinduesrammer og vægge åbne og fri for snavs. Sørg for at friskluftventilerne fungerer.

 Er du i tvivl om dette så kontakt din vicevært, bestyrelse, ejendomskontor eller udlejer.

7. Gør rent

Skimmelsvampe kan gro i støv, hvis der er tilstrækkeligt med fugt. Ophobet støv kan indeholde svampesporer og

 andre svampedele, som kan genere allergikere. Jævnlig støvsugning fjerner svampedele og grobund for nye svampe.

8. Pas på kolde ydervægge

Hvis boligen er ældre eller dårligt isoleret, vil man ofte opleve, at ydervæggene er væsentligt koldere end de indre vægge.

 I disse tilfælde er det yderst vigtigt ikke at placere møbler med fast bagside op ad væggen. Vi anbefaler min. 

10 cm mellem væg og møbel for at undgå kondens og sikre luftcirkulation.

9. Tør op efter bad

Husk at tørre gulv og vægge i baderummet med en skraber eller håndklæde efter bad. 

Hæng håndklædet til tørre udendørs.

10. Spørg en fagmand

Hvis du ikke kan finde årsagen til svamp, fugt eller skimmel i din bolig, så kontakt en fagmand der kan gennemgå

 din bolig, finde årsag og komme med en løsningsplan. Læs mere her: rendboe.nu

 

Kilde: Bolius, Protox

Har din forening problemer med indeklimaet, evt. dug på vinduer, eller brug for råd og vejledning til vedligeholdelse af jeres ejendom? Læs her om fordele ved vores drift- og vedligeholdelsesplan.

Du er også altid velkommen til at kontakt os gerne på rendboe.nu

Jeres ejendom – Vores verden

Velkommen til Rendboe ApS

Facebook
LinkedIn