Ordene fredet og bevaringsværdig støder man ofte på i beskrivelser af bygninger opført før 1930. Men hvad er egentlig forskellen, hvad betyder begreberne, og hvilken betydning har det for dig som ejer?
En fredet bygning har ofte betydning for hele landets historie, mens en bevaringsværdig bygning typisk har betydning for et bestemt lokalområde eller en egn. Om en bygning er fredet eller bevaringsværdig, vil fremgå af områdets lokalplan.
Fredede bygninger
I Danmark findes der ca. 9.000 fredede bygninger. Det er ofte slotte, skoler, statuer, fyrtårne og gamle hospitaler, og størstedelen er opført før år 1900.
Det er den danske regering, der beslutter, hvilke bygninger der skal fredes. Fredede bygninger er beskyttet på grund af deres arkitektoniske eller særlige kulturhistoriske kvaliteter. Typisk bliver en bygning fredet, hvis den fortæller noget om en historisk betydningsfuld periode for landet.
For at bevare bygningens historie og udtryk forsøger man så vidt muligt at bevare både det udvendige og indvendige udtryk. En fredning gælder hele bygningen, og der må derfor ikke foretages ændringer udvendigt og som udgangspunkt heller ikke indvendigt. Bygningen må heller ikke rives ned.
Som udgangspunkt yder staten økonomisk støtte til vedligeholdelse af fredede bygninger. Dette er ikke gældende for bevaringsværdigt byggeri.
Bevaringsværdige bygninger
Bevaringsværdige bygninger udvælges af kommunen eller Kulturstyrelsen – og ikke, som ved fredede bygninger, af regeringen. Der findes ca. 355.000 bevaringsværdige bygninger i Danmark.
En bevaringsværdig bygning har en historisk værdi på lokalt plan. Det kan være på grund af særlige arkitektoniske eller byggetekniske kvaliteter, eller fordi bygningen har en unik eller stor betydning for et bestemt lokalområde eller en region.
Der må godt foretages ændringer på bevaringsværdige bygninger, men kun indvendigt. Facaden skal typisk bevares, og der vil ofte være særlige regler for, hvilke materialer og farver der må benyttes ved vedligeholdelse af bygningen.
Hvilke regler der gælder for bevaringsværdige bygninger i din kommune, vil fremgå af kommunens hjemmeside.
Det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om en bevaringsværdig bygning må ændres, ombygges eller rives ned. Som ejer af en bevaringsværdig bygning skal man være opmærksom på, at kommunen sjældent yder økonomisk støtte til vedligeholdelse af bygningen.
Bevaringsværdi og karakterer
Bevaringsværdige bygninger har forskellige grader af bevaringsværdi, som angives med en karakter fra 1 til 9.
Karakteren tildeles ud fra:
- Kulturhistorisk værdi
- Arkitektonisk værdi
- Originalitetsværdi
- Miljømæssig værdi
- Vedligeholdelsesmæssig tilstand
1-3: Høj bevaringsværdi 4-6: Middel bevaringsværdi 7-9: Lav bevaringsværdi
Den tildelte værdi i én kommune er ikke nødvendigvis den samme for en tilsvarende bygning i en anden kommune. Bevaringsværdien tildeles på baggrund af forholdene i det lokalområde, hvor bygningen ligger.
Før der foretages ændringer
Inden der foretages ændringer på en fredet eller bevaringsværdig bygning, skal man kontakte Slots- og Kulturstyrelsen ved fredede bygninger og kommunen ved bevaringsværdige bygninger.
Det er vigtigt at få afklaret, hvilke regler der gælder, og hvilke muligheder der er i forbindelse med ombygning eller renovering af den aktuelle bygning.
Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt – så du undgår at lave skade på et vigtigt stykke lokal- eller nationalhistorie.
Rådgivning ved fredede og bevaringsværdige bygninger
En bygning med fredningsstatus fortæller en historie eller har haft betydning i en periode af Danmarkshistorien. Derfor kan alle typer bygninger blive fredet – lige fra villaer og etageboliger til industri- og herregårdsejendomme.
Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der er den overordnede myndighed på området, og dermed også den instans, som administrerer, hvilke typer ejendomme og bymiljøer der skal fredes.
Både restriktioner og fordele
Hvis din bygning har fredningsstatus – uanset klassifikation – skal Slots- og Kulturstyrelsen kontaktes ved større restaureringsarbejde.
Der er tydelige restriktioner for fredede bygninger, men der kan også være økonomiske fordele for private ejere af en fredet ejendom.
Vi kan hjælpe med:
- Rådgivning vedrørende fredede og bevaringsværdige bygninger
- Byggeteknisk rådgivning
- Udarbejdelse af drifts- og vedligeholdelsesplaner
- Udbud og udbudsmateriale
- Byggeledelse ved restaureringsopgaver
Vores erfaring:
Vi har flere års erfaring samt stor interesse for renoveringer og tilbygninger til bevaringsværdige bygninger.
Vi hjælper gennem hele processen – lige fra den første rådgivning til ansøgning om byggetilladelse og efterfølgende byggeledelse.
Jeres ejendom – Vores verden
Velkommen til Rendboe ApS